Hvordan kan jeg hæve penge fra mit firma til privatforbrug? Jeg har startet firma i februar 2006 og knoklet derudad og levet af min opsparing. Men nu har jeg både brug for lidt fritid og også for nogle penge. Jeg har tjent omkring 85.000 kr. og næsten ikke haft nogen udgifter, ca. 4.000 kr.
Efter endt arbejde er hvilen sød, siger et gammelt ordsprog. Tillykke med din fine start. Det er ikke svært at få pengene ud af firmaet: Du beregner overskuddet, og det er 81.000 kr., hvis de tal, du har oplyst er uden moms. Så gemmer du ca. halvdelen til skat, og resten flytter du over på din private bankkonto. Det er relevant for dig at ringe til skattevæsenet og høre, om din forskudsregistrering er OK. De vil så bede dig om at gætte på dit overskud for hele 2006.