Budgetter – der er mere end ét

Jeg skal låne 50.000 kr. i banken, fordi jeg skal starte en lille systue. Det synes jeg ikke selv er mange penge. Jeg har skrevet en forretningsplan og lavet et budget. Men bankrådgiveren siger, at det ikke er nok med det budget, jeg har lavet. Jeg skal lave et privatbudget, et balancebudget og et likviditetsbudget også. Er det virkelig rimeligt, og hvad er det overhovedet?

Ja, det kan man komme ud for. Navnlig hvis bankrådgiveren ikke er helt overbevist om din forretningsidé kan det hænde, at der bedes om rigtig meget dokumentation. Hvis du har tænkt at låne pengene uden sikkerhed, må banken naturligvis forvisse sig om, at du har styr på tingene, og det gør de bl.a. ved at stille kritiske spørgsmål til dine budgetter, så sørg for, at du kan underbygge hvert eneste tal, navnlig indtægterne.

Hvis banken derimod kræver sikkerhed i form af kautionister eller anden form for sikkerhed, så kan de efter min mening stikke deres balancebudgetter s…. o., for så tager de ingen risiko overhovedet. Så skal du bare shoppe videre og finde en anden bank.

Men: Budgetter er et godt arbejdsredskab også for dig selv, selvom du måske ikke lige har brug for dem alle inden start (tænker her på balancebudgettet). Derfor udkommer der også snart en bog i Franciskanerserien netop om budgetter for iværksættere. Der bliver også nogle gode regneark, som man kan hente på siden fra sidst i oktober 06.

Privatbudget: Oversigt over dine månedlige udgifter og de indtægter, du evt. har ud over firmaet. Så du kan se, hvor mange penge, du har brug for at hæve fra firmaet efter skat, for at kunne klare dig.

Driftsbudget: Er det, du allerede har lavet. Et budget, som viser forretningen indtægter og udgifter, fordelt månedligt over et år (eller mere).

Likviditetsbudget: Det samme som et driftsbudget, men man indregner her, at momsen skal afregnes kvartalsvis – hele budgettet går ud på at se, hvornår indtægterne og udgifterne falder, så det kan beregnes, hvor stor en kassekredit, du har brug for. Eller hvor meget, der står på din bankkonto.

Balancebudget: En oversigt over, hvad du forventer at firmaet ejer og skylder væk pr. slutningen af 1. regnskabsår (i dit tilfælde). Ofte lavet flere år frem. Og med mindre der er tale om relativt store investeringer, er det ret ligegyldigt – så vidt jeg har forstået, er dit største indkøb en overlocker, så det bliver et beskedent stykke papir med nogle få linjer på. Lav det, hvis bankmanden insisterer, men fokuser selv hellere på:

Etableringsbudget: En oversigt over, hvad du skal bruge af midler til at starte virksomheden med. Alt det, du skal købe, for at komme i gang, inklusive et startlager af forskellige grundmaterialer.

One Reply to “Budgetter – der er mere end ét”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.