Når nye regler og systemer implementeres, går der altid lidt tid, før alle er opdateret. En aktuel sag fra en københavnsk omegnskommune giver anledning til at præcisere reglerne:
Når en lønmodtager (inkl. en ApS-indehaver, som får løn fra sit firma) går på barsel, vil der ud over barselsdagpengene kunne udbetales et supplerende beløb, som jeg har skrevet om i tidligere indlæg. Denne udmærkede ordning administreres ved, at kommunen videresender oplysninger fra de dagpengeblanketter, som arbejdgiver og lønmodtager udfylder for at få de ordinære dagpenge.
Den supplerende ydelse kan kun udbetales, hvis lønudbetalingen fortsætter som hidtil i barselsperioden. I det aktuelle tilfælde var ApS-ets indehaver og lønmodtageren enige om, at det var lettere, hvis lønmodtageren modtog dagpengene direkte, og at der så udbetaltes et supplerende beløb fra arbejdsgiveren. Derfor satte man kryds i “nej” rubrikken ved spørgsmålet om, hvorvidt lønudbetalingen fortsætter.
Det er forkert. Hvis man gør det, registrerer kommunen, at der ikke foregår en lønudbetaling, og sagen vil aldrig nå frem til AtP-huset, som administrerer barsel.dk. Der er i den aktuelle sag tale om et samlet mistet tilskud på i alt 80.000 kr.
Kommunens medarbejdere har i denne aktuelle sag sagt, at det indsendte dagpengeskema ikke kan ændres, og at det ikke gør nogen forskel. Begge dele er forkert, og det er så det, vi skal have forklaret kommunen på en venlig og pædagogisk måde.
Hej Anette,
Når man så selv er direktør og eneste medarbejder i et APS – må man så selv underskrive barselspapirerne til kommunen? Altså både som arbejdsgiver/virksomhed og som medarbejder? (Virksomheden tegnes af 1 direktør = mig og har ingen bestyrelse).
Hej Ane
Ja, det kan du jo blive nødt til – altså at underskrive både som arbejdsgiver og lønmodtager. Men ring til kommunen inden, så du har navnet på din sagsbehandler og lige har forklaret sagen.
/Anette