Tilmeld dig RSS Feed

Beregning af vareforbrug/varelager

I nogle virksomheder købes der ind efterhånden som ordrerne indgår fra kunderne. Da vil stort set alt varekøb skulle bogføres som vareforbrug, fordi der ikke er noget varelager. Derfor vil mange håndværksvirksomheder have et stort vareforbrug, men kun et lille varelager, bestående af lidt løsdele/rester. Andre virksomheder har et betydeligt varelager.

Varelageret skal gøres op så ofte, som det er nødvendigt for at styre økonomien. Mindst en gang om året når man afslutter sit regnskab. Værdien af varelageret opgøres som indkøbsprisen + hjemtagelsesomkostninger. Hjemtagelsesomkostningerne omfatter transport af varer i forbindelse med indkøbet, spedition og eventuelle toldafgifter.

Vareforbruget som kan trækkes fra  i det skattemæssige regnskab er:

Vareindkøb + hjemtagelsesomkostninger
+ varelageret ved regnskabsårets start
- varelageret ved regnskabsårets slutning
= vareforbrug (den del af varekøbet, der er fradrag for i det aktuelle regnskab)

Eksempel:
1. januar var dit varelager kr. 5.000.
I årets løb har du købt varer for kr. 100.000.
31. december er dit varelager kr. 8.000.

Så er vareforbruget som trækkes fra:
Varekøb i året  kr.   100.000
+ lager primo  kr.       5.000
- lager ultimo  kr.  –   8.000
= Vareforbrug  kr.    97.000

Hvis din virksomhed køber varer ind i udlandet og betaler med andre valuta end danske kroner, skal du være opmærksom på, hvilken kurs varerne er købt til. Normalt har kursernes udsving lille eller ingen indflydelse på varelagerets værdi, men hvis der er tale om store udsving, som vi f.eks. så i 2008, hvor f.eks. både islandske kroner, US$ og £ faldt voldsomt i forhold til den danske krone, kan man overveje, om værdien af lageret især for varer, der har ligget der længe, er optaget til en realistisk pris.

Hvis varelageret er ukurant – f.eks. på grund af fejlkøb, er der særlige regler. Men decideret usælgelige varer (typisk mad, der er blevet for gammelt eller glas, der er gået i stykker) skal trækkes fra, så det varelager, der opgøres i aktiverne er det faktiske varelager, hverken mere eller mindre.