Hej Anette,
Jeg er i en lidt sær situation…
Jeg har en lille enkeltmands virksomhed som er registreret i DK. Jeg startede firmaet da jeg boede i DK, men er nu flyttet til Gøteborg og firmaets adresse er nu registreret på mine forældres adresse i DK. Mit problem er at jeg i 2008 har købt en del computer Hardware til firmaet, og det er også betalt med firmaets Visakort. Det er købt i Sverige og også leveret i Sverige. Det har ikke været muligt for mig at finde en butik i Sverige som vil sælge Pc hardware til mig uden Svensk moms selvom jeg kan oplyse om mit DK CVR nummer.
Alt er derfor købt og betalt med Svensk moms. Er jeg bare på rø… nu og kommer til at betale dobblet moms? Hvordan bogfører jeg disse køb i Summa?
Håber du kan hjælpe mig.
På forhånd tak.

Du kommer ikke til at betale dobbelt moms. Du kommer til at betale svensk moms, og den kan du ikke trække fra. Med mindre du vil søge momsrefusion fra Sverige – men jeg tror ikke, du får held med det uden egentlig at skulle momsregistreres i Sverige, varen er jo ikke udført fra landet. Men hvis du vil undersøge sagen, er adressen:
Skatteverket
Utlandsenheten
205 31 Malmø
Sverige
Eller:
Skatteverket
Utlandsenheten
106 61 Stockholm
Sverige
Telefon +46 771 567 567
www.skatteverket.se
Du bogfører købet på en konto uden moms (ikke U25 – for det er jo netop ikke et momsfrit køb), så går momsafregningen på plads, og du bogfører hele beløbet, der er trukket på din bankkonto.
Hej
Jeg har en faktura som er sendt til Innkasso, med renter og rykker gebyr i 2007
og nu er den så blevet betalt hvorfan bogfører jeg den ?
Hvordan bogfører jeg vis kunden betaler for meget det vil sige at fakturaen ikke bliver udligned ?
Selv om den er betalt så ligger den stadig i rykkerstyring forde kunden betalte for meget.
Det, kunden har betalt for meget, skal bogføres som rykkergebyrer eller renter, alt efter hvad det er, kunden har betalt ud over det oprindelig fakturabeløb.
Hvis der f.eks. er tale om et rykkergebyr, udligner du fakturaen og bruger (i kredit) kontoen for Rykkergebyrer eller Diverse Indtægter Uden Moms som udligningskonto.
Jeg deler bil med mine gode venner, som kun bruger bilen i weekender.Jeg bruger bilen i hverdagen i mit Firma. Jeg er ikke registreret som ejer af bilen, Kan jeg trække kørsel fra? Hvad skal sørge for andet end at føre kørselsbog?

Det lyder, som om I har en udmærket delebilsordning. Hvis du skal kunne trække kørepenge ud af firmaet med kilometergodtgørelse efter statens takster, som er klart den bedste løsning for de fleste, så skal du være registreret bruger af bilen. Hvis du er det, så ja. Og du skal ikke sørge for andet end at føre kørselsbog.
Jeg er freelancefotograf med selvstændig virksomhed.
Jeg købte i 2005 et kamera til godt 26.000 ex. moms. Jeg har de efterfølende
år afskrevet med 25%. Kameraet var i årrapporten 2007 angivet til kr.
11.164, og efter afskrivning i 2008 vil den stå til kr. 8.373,00, hvilket er
mindre end kameraet ville kunne indbringe ved salg.
Kan jeg afskrive hele restværdien i 2008 istedet for de 25%?

Ja, det kan du. Ikke fordi handelsværdien er lavere, men fordi den samlede saldo på dine driftsmidler er under grænsen, som i år er 11.900 og næste år 12.300. Det står i afskrivningslovens § 5, stk. 3, hvor grundbeløbet siden 1987 så er steget til de beløb, jeg lige har nævnt:
Afskrivning kan højst udgøre 25 pct. af den afskrivningsberettigede saldoværdi efter stk. 2. Udgør den afskrivningsberettigede saldoværdi før indkomstårets afskrivning et grundbeløb (i 1987-niveau) på 6.700 kr. eller derunder, kan beløbet fradrages fuldt ud i den skattepligtige indkomst.
Jeg har et enkeltmandsfirma. I forbindelse med en rejse i udlandet for en kunde skal kunden faktureres for de skattefri diæter, som jeg jo skal have. Skal jeg fakturere moms af disse beløb, når jeg fakturerer?

Jeg vil mene, at der skal moms på. I de fleste tilfælde vil det ikke betyde noget for kunden, som kan trække momsen fra i sit regnskab. Både på diæter og på kilometergodtgørelse, hvis man bruger sin private bil firmamæssigt og fakturerer kunden. Hvis der derimod er tale om udlæg, f.eks. hotelovernatning, bespisning eller tilsvarende, kan disse beløb viderefaktureres uden moms (jf. udlægsordningen).
Hvis du vælger kategorien “fryns” i menuen til venstre, kan du se, at der efterhånden ligger en del små indlæg om emnet. Spørgsmålet om, hvorvidt vi får nok ud af vores lønkroner, er nemlig aktuelt – og reglerne ikke helt lette at finde rundt i.
Derfor afholder vi nu et fyraftensmøde om frynsegoder.
Det foregår i Regnskabsskolens lokaler mandag, den 1. december 2008 kl. 16.00. Gratis adgang, tilmelding nødvendig – læs mere og tilmeld dig her.
Sidst, vi holdt et fyraftensmøde, var der over 20 deltagere – så husk visitkort, det er en god netværksmulighed.
Og det gælder allerede fra nu – og i de fleste tilfælde altså julen 2008: Hvor gaver til medarbejdere indtil nu har måttet koste max. 500 kr. (for at være skattefri for modtageren), er satsen pr. julen 2008 ændret til 700 kr. Ifølge SKATs pressemeddelelse har beløbet ikke været ændret i 12 år, så det var måske også på tide.
Der er tale om max. 700 kr. inklusive moms. Og momsen skal ikke med i momsopgørelsen, så der skal bogføres på en konto uden momskode.
Jeg sidder her og leder efter svar på et måske simplet spørgsmål (kan skyldes mine manglende evner på www.skat.dk + flere hjemmesider??) Min kone har i dag et I/S selskab sammen med vores flinke nabo og som tilmed er en ganske fornuftig forretning.
Til en opgave i deres firma – har jeg sendt en regning fra mit firma på et veludført arbejde… og nu kommer spørgsmålet:
Vi er blevet fortalt af en venlig person, at dette ikke er “helt lovligt” idet at vi som ægtefæller vil blive beskattet anderledes og der er der ville kunne være andre interesser i regnskab mellem to ægtefolks firmaer??? Det skal siges at vi begge er momsregistreret og har de to firmaer som gode hobbyindtægter – og at det udførte arbejde er meget reelt, vel dokumenteret og til helt normal timebetaling. Er der virkelig en forskel på fakturering mellem ægtefællers firmaer, i dette tilfælde mellem I/S og enkeltmandsfirma?? Og hvordan forholder man sig i tilfælde af et ja???
Glæder mig meget til at høre fra dig.

Det er korrekt, at man altid skal overveje situationen en ekstra gang, når der handles internt i familien eller når der handles mellem selskaber, som ejes af den samme ejerkreds, f.eks. mellem holdingselskab og driftsselskab.
Men den situation, du beskriver, kan jeg ikke se noget galt i: Du laver et stykke regulært og målbart arbejde til markedspris. Og det er lige det med markedsprisen, der kunne være problemet: Hvis I ved hjælp af smarte tricks forsøgte at undgå momsning eller beskatning af et eller andet ved at holde prisen urimeligt høj eller urealistisk lav, ville der være et problem. Så fortsæt du bare: Skriv din faktura til din kones I/S.

I sidste uge holdt Regnskabsskolen et fyraftensmøde om inkasso. Vi fik besøg af Thomas Buus Pedersen og Jesper Søren Juhlin fra Forumadvokater, som med gode eksempler og fyldte materialemapper til alle 21 deltagere, viste vej gennem junglen af regler fra den første rykker til retslig inddrivelse. Det var lærerigt og en stor fornøjelse.
Thomas og Jesper demonstrerede kort deres online inkasso-system, og mødedeltagerne fik et godt tilbud med hjem.
Da vi er et nyopstartet virksomhed der beskæftigere sig med præsentation af visualiseringer og andre fornmer for 3d animationer, ville jeg høre om det er fradragsberettigeget at købe en evt. playstation 3 ell. lign. som pesonale/præsentations udstyr?

I må trække de omkostninger fra, som medgår til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten i firmaet. Hvis der er brug for en Playstation 3, så køb den. Men den skal kunne bruges i en relevant sammenhæng. Hvis det mest er, fordi ejeren gerne vil spille Playstation, så er det ikke en fradragsberettiget udgift. Nogle gange kan der være tale om et blandet driftsmiddel (linket åbner som pdf.) Personaleudstyr: Det kræver, at der er ansatte i firmaet, at der f.eks. ikke er tale om en enkeltmandsvirksomhed som arbejder hjemmefra uden ansatte. Præsentationsudstyr: Ja, hvis der er et rum/mødeværelse, hvor kunder kommer og får præsenteret jeres produkter.
Hvis man har kontor uden for hjemmet, er der adgang til fradrag for flere indkøb, fordi adskillelsen mellem privat og virksomhed er mere tydelig. F.eks. kan det være meget relevant at købe et TV til kontoret ude i byen, og det er fradragsberettiget, hvorimod indkøb af et TV til en virksomhed, der drives hjemmefra, efterlader en fornemmelse af, at der måske kan være tale om at bøje reglerne.