Hej Anette. Tak for en god hjemmeside jeg har fået mange svar her. Jeg har en virksomhed med 2 ansatte, og de er begyndt at gøre lidt grin med frynsegoderne her i huset, for vi har ingen af dem. Den ene er sidst i 40-erne og hun vil gerne have en pensionsordning. Den anden er ung og vil hellere have flere kontanter og mobiltelefonen betalt. Problemet er at jeg ikke har overskud nok til at betale pensionsordningen, jeg hæver meget lidt i løn selv, men jeg kan godt bruge et par 1000 kr. eller lidt mere pr. person pr. år. Har du nogle forslag til, hvad jeg skal gøre?
Tak for kommentaren, det er altid rart at høre, at bloggen bliver læst.
Jeg har to kommentarer i anledning af dine spørgsmål:
-
Du skal se at få lavet så meget luft i økonomien, at der bliver råd til en pensionsordning. Som jeg har skrevet om for få dage siden, rasles der lidt med sablerne for at alle ansatte skal have en pensionsordning, også selvom de ikke er dækket af en overenskomst. Uanset om det bliver til noget, vil jeg foreslå, at du beregner 5% af dine medarbejderes løn i næste års budget og afsætter det til pension. (Der er foreslået 4%, men for en sikkerheds skyld…) Begynd allerede nu at overveje, om priserne skal stige, om I skal være lidt mere effektive eller hvad det er, der skal til, for at I i 2009 kan få lavet en pensionsordning, måske også til dig selv?
-
Fryns, som ikke er så dyrt, men som alligevel virker godt? Det er der masser af. Noget, vi er ved at indføre i Regnskabsskolen/Inloco Regnskab er en helbredsforsikring, hvor man kan komme på privathospital og få hurtig hjælp i mange situationer. Den koster mellem 1.500 og 2.000 kr. pr. medarbejder pr. år. Ellers: Klippekort til massageordning (forebyggende mod arbejdsskader), rygestopkurser, julegaver (max. 500 kr. pr. medarbejder), medarbejdercykler, HT-kort som bruttolønsordning (koster ikke dig noget, og medarbejderen sparer i skat) og arbejdsgiverbetalt mobiltelefon (du kan sætte grænser for, hvor meget forbrug, du vil betale for) er nogle bud.
Måden, det foregår på – altså smådrilleri på arbejdspladsen – synes jeg ikke om. Du bør overveje at tale med dine medarbejdere og forklare dem sammenhængen mellem indtjening og løn, og evt. stille en 3-4 mulige frynse-alternativer op, de kan vælge imellem. De behøver ikke at vælge det samme.
Jeg synes også, at du skal gøre det klart for dine medarbejdere, hvad der skal til fra deres side, for at der bliver mulighed for f.eks. at etablere en pensionsordning. Det kan virke lidt grænseoverskridende at skulle udlevere økonomien på den måde, men du behøver jo ikke vise dem hele regnskabet. Det er tilstrækkeligt at fortælle, hvilke præcise mål, I skal nå, for at kunne gøre det ene eller det andet, så I har fælles fodslag og du også kan få en løn, der modsvarer din indsats!
Der er en række frynsegoder, som er omfattet af bagatelgrænsen. F.eks. fri avis, profilbeklædning, mad pga. overarbejde og den slags. Du kan læse mere i denne halve side i Iværksætteren (åbner som .pdf i nyt vindue) om bagatelgrænsen.
Hvis man overskrider bagatelgrænsen, bliver medarbejderen pludselig skattepligtig af hele beløbet, og det kan man jo godt blive lidt irriteret over som medarbejder.
I 2008 er beløbsgrænsen 5.400 kr. pr. medarbejder. Det skal udregnes pr. medarbejder og ikke som et gennemsnit af alle medarbejdere, så hvis I har nogle, som spiser meget mad pga. overarbejde, er det værd at holde øje med grænsen.
Kan jeg få kørselsgodtgørelse ved kørsel i min ægtefælles firmabil? Vi har fælles økonomi og er gift. Vi har kun den ene bil.
Nej. Hvis din ægtefælles firma betaler hans bil, har I jo ikke nogen privat udgift på den. Hvis du hæver kørselsgodtgørelse ved at køre i din erhvervsmæssigt, vil I dermed få udgiften dækket to gange. Kørepengene er tænkt til at dække den merudgift, man har ved selv at lægge bil til, f.eks. brændstof, forsikringer og vedligeholdelse. Hvis disse udgifter bliver betalt af en arbejdsgiver, er det ikke korrekt også at hæve kørepenge.
Uddannelse og kurser er et af de områder, hvor der er stor forskel på, hvad man må som selvstændig erhvervsdrivende, f.eks. ejer af en enkeltmandsvirksomhed, og hvad man må gøre for sine medarbejdere.
Hvis man er ejer af virksomheden kan kun kurser, som man tager for at vedligeholde sin viden, accepteres.
Hvis man har ansatte, er reglerne anderledes. Da kan man betale for grunduddannelse, efteruddannelse, videreuddannelse – alle slags kurser, så længe de “ikke alene er af privat karakter”. Der kan altså godt være tale om kurser, om ikke direkte er faglig relevante for pågældendes job, men måske for medarbejderens generelle opkvalificering. Og udgiften kan også afholdes med medarbejdere som del af en fratrædelsesordning, dvs. man kan betale kurser for medarbejdere, som man har sagt op – men ikke medarbejdere, som selv har sagt op – også i perioden efter ansættelsen. Udgiften kan indgå i en bruttolønsordning eller betales af arbejdsgiveren alene.
Der er selvfølgelig altid undtagelser, og her er undtagelsen: Kørekort. Det skal betales privat eller bliver skattepligtigt, hvis arbejdsgiveren betaler, da SKAT anser det for at være en privat udgift med mindre at kørekortet er en obligatorisk del af et uddannelsesforløb, f.eks. for mekanikere.
De udgifter, som er omfattet og dermed fradragsberettiget, er: Kursusafgift, undervisningsmateriale, evt. nødvendig overnatning, forplejning, og befordring til og fra kursusstedet.
Befordring til og fra arbejde kan betales af arbejdsgiveren. Enten som en regulær frynsegode, dvs. arbejdsgiverbetalt og ingen omkostning for lønmodtageren. Eller som en bruttolønsordning.
Bruttolønsordning vil sige, at udgiften til godet – altså pendlerkortet i dette tilfælde - betales af arbejdsgiveren mod til tilsvarende nedgang i bruttolønnen fra medarbejderens side. Dermed bliver ordningen udgiftsneutral for arbejdsgiveren og lønmodtageren sparer skatteværdien. Derfor er bruttolønsordninger meget populære, og blandt nogle medarbejdergrupper i det offentlige, er man begyndt at murre i krogene, fordi der er så stor en skattefordel for de privatansatte med mange bruttolønsordninger.
Det er en betingelse, at medarbejderen ikke samtidig tager fradrag for befordring mellem hjem og arbejde på selvangivelsen: Man kan ikke få sin kørsel godtgjort to gange.
Bruttolønsordningerne er meget populære, og fantasien kender næsten ingen grænser, når de fleksible lønpakker sammensættes med bruttolønsordninger.
Fordelen ved bruttolønsordninger er, at de er udgiftsneutrale for arbejdsgiveren, fordi værdien af godet, som firmaet betaler, bliver modsvaret af en nedgang i bruttolønnen (dvs. løn før skattetræk) hos medarbejderen. Samtidig kommer medarbejderen til at betale mindre i skat, og det er derfor, ordningen er så populær.
Der er forskellige krav, der skal være opfyldt, før et gode kan indgå i en bruttolønsordning:
Aftalen om lønnedgang skal være reel. Der kan være tale om løntilbageholdenhed, altså at man ved førstkommende lønforhandling undlader at kræve og få den ventelige lønstigning mod i stedet at få betalt f.eks. pendlerkort, massageordninger, rygestopkurser eller tilsvarende.
Arbejdsgiver skal bære en økonomisk risiko ved ordningen. Den bruttolønsnedgang, der aftales, gælder for en periode frem, f.eks. et år, og hvis der er ændringer i aftalen – f.eks. prisen stiger på pendlerkortet, er det arbejdsgiveren, som hæfter – udgiften videreføres ikke direkte til medarbejderens lønseddel.
Arbejdsgiveren skal erhverve godet og stille det pågældende gode til rådighed for arbejdstageren. Det vil sige at købes der en cykel eller nogle fagbøger, er de ejet af arbejdsgiveren men stillet til rådighed for medarbejderen. Aftaler om massage, kurser mv. skal indgåes og betales af arbejdsgiveren direkte, ikke ved at lønmodtageren får refunderet regninger løbende.
Der skal være tale om en frivillig aftale. Man kan altså ikke pålægge medarbejdere at få en del af deres bruttoløn udbetalt som forskellige goder.
Arbejdstageren skal have mulighed for at udtræde af ordningen. Aftaler om bruttolønsordninger skal derfor indgås for en periode ad gangen, f.eks. et halvt eller et helt år, hvorefter medarbejderen kan vælge at takke nej og komme tilbage til sin oprindelige bruttoløn.
Uanset hvor fristende, bruttolønsordningerne kan synes, er de for arbejdsgiverne meget forpligtende, og derfor vil jeg mene, at du skal holde dig til almindelige lønudbetalinger, hvis du er helt ny arbejdsgiver med din allerførste ansatte. I hvert fald det første års tid, til du ved, at du har en virksomhed, som kan bære at have ansatte.
Hvis du har nogle ekstraordinære bruttolønsordninger, hører jeg meget gerne om dem. Hvis du planlægger nogle bruttolønsordninger, som ikke tidligere er beskrevet, vil jeg foreslå, at du får et bindende forhåndstilsagn fra SKAT. Du betaler en lille afgift til dem, og kan herefter få et bindende svar på, hvordan SKAT vil se på netop din fortolkning af reglerne: Går den eller går den ikke…
Overenskomstforhandlingerne for de statsansatte er til ende, og nu venter vi så på lokale detailforhandlinger og afstemninger hos medlemmerne af de forhandlingsberettigede organisationer. Der er – som ventet – pæne lønstigninger i sigte. Nogle af pengene er “tillæg for manglende frynsegoder” – ifølge Politiken den 18. februar 2008 - 0,2% af lønsummen.
Herudover introduceres begrebet omvendt deltid. Omvendt Deltid? Det betyder, at det er tilladt for arbejdsgiver og lønmodtager at aftale, at den ansatte får betaling for at arbejde mere end fuld tid, at man kan gå op i tid fra fuld tid til måske sporadisk måske permanent overtid.
Finansministeren er glad for den omvendte deltid. For “vi kommer til at mangle hænder”. Gad vide, om de ansatte også synes, det er en god idé? Muligvis, hvis resultatet er, at de får løn for at være på merarbejde i modsætning til før. Men hvis det nu bliver en del af kulturen på visse statslige arbejdspladser, at “man” pålægger sig selv mere end fuld tid for at nå det hele, så bliver der nogle børnefamilier, som kommer i klemme, hvor de i det mindste før kunne gå hjem til tiden, fordi de ikke fik betaling for at blive hængende hele aftenen.
Det kan blive en god forretning for staten, det her. For betalingen for merarbejde sker i lønkroner ikke i frynsegoder eller andet, som er lempeligt beskattet. Så de medarbejdere, som er i nærheden af topskatten, og det er de fleste i ledende stillinger vel selv i det offentlige, får Finansministeren op mod 70% retur af hver krone, der bliver udbetalt i Omvendt Deltidsbetaling. Men det er måske ikke lederne, der skal have tillæggene – mange arbejder “uden højeste arbejdstid” med forskellige tillæg for ansvar og kompetence.
Men ordvalget: Omvendt Deltid er forkert. Det minder om Fredsministeriet, Ministeriet for Sandhed og Ministeriet for Kærlighed i “1984 ” – altså man manipulerer ved at kalde noget noget helt andet og modsat, end hvad det er. Hvad er det omvendte af deltid? Heltid? Eller kan man slet ikke have en omvendt deltid? Forhandlingsparterne burde finde et bedre navn til ordningen.
Det bliver spændende at se den færdige tekst og udmøntningen af den i praksis.
