Hej Anette.
Jeg har lige en problemstilling i forbindelse med varelager og defekte varer.
Vi har solgt et produkt til en kunde som nu sender det retur og skal have pengene retur, da produktet er ødelagt. Men bogføringsmæssigt kan jeg ikke få det til at gå op. Vi gør følgende:
Kunden får en kreditnota, og 56100 Debitorsamlekontoen bliver krediteret, og 55100 Varelager tilgang bliver debiteret, da varen nu igen er lagt på lager og lager hermed er opskrevet.
Men da vi gerne vil kunne følge md. for md. hvad der er af defekte varer, gør vi derefter følgende:
55120 Varelager regulering under aktiver bliver krediteret, da varen nu tages ud af lageret, og 2195 Defekte varer under vareforbrug bliver debiteret.
Så langt så godt, men problemet er nu at da produktet blev købt, blev det jo også debiteret under 2100 Varekøb, så det samme beløb er jo sådan set debiteret to gange, og der er fradrag to gange – Hvorledes klares dette?
Vi tæller lageret op en gang i kvartalet, men efter som det er trukket ud af lageret, vil dette jo passe så der vil ikke være en difference.
Håber du vil være behjælpelig
Mvh
Michael
Hej Michael
Når I køber varerne, skal I ikke både bogføre dem på vareforbrug og på varelager. På den måde, du beskriver jeres håndtering af varerne i bogholderiet, skal de ikke bogføres på varekøb (2100), når I får dem. Derimod skal der føres et vareforbrug op enten løbende eller en gang om måneden.
Andre vælger at bogføre vareløbet på 2100 løbende og så en gang om året lave varelageroptælling og derefter regulere varelageret. Hvis det er det, I gør, er den metode, du beskriver ovenfor korrekt, bortset fra, at du ikke skal bogføre på varelagerkontoen men direkte på 2100.
Dbh
Anette

Hej Anette
I Britt Malka’s lille hæfte om Summa summarum er angivet at man skal kreditere vareforbrugskonto 2100 med varelagerets værdi pr 31/12 og debitere beløbet på varelagerkonto 55100.
Det er jo egentlig let nok, men i mit tilfælde har jeg delt vareforbruget op på flere konti 2100, 2105, 2107, 2110 og 2200 med hver sine beløb.
Hvordan gøres det i praksis ? Mit vareforbrug ialt er ca. 141.000 og varelagerets værdi er 121.000.
Hvordan undgår man at historikken forsvinder ? – hvis man dobbeltklikker på for eksempel konto 2100 i kontoplanen kan man nu se hvilke bilag som er inkluderede.
Der er flere end dig, som deler vareforbruget op på mange konti. Og du har ret i, at det så vil være misvisende at bruge en enkelt af disse konti til varelagerreguleringen. Samtidig vil det være for besværligt at regulere lidt på dem alle. Det bedste er at oprette en helt ny konto f.eks. 2199 “Varelagerregulering”, som man bogfører på som modkonto til bogføringen på 55100.
Jeg har tidligere skrevet om, hvordan varelageret skal bogføres, hvis man arbejder i SummaSummarum eller et andet program, hvor der ikke automatisk føres posteringer mellem status og drift, når en lagerført vare forbruges.
Netop i forbindelse med opgørelsen af varelageret ultimo 2008, er det meget relevant at huske på, at varelageret skal opgøres til den faktiske værdi. Det vil sige varekøbsprisen + hjemtagelsesomkostningerne inklusive evt. toldafgifter.
Hvis varerne er købt i fremmed valuta, og kursen har ændret sig væsentligt fra købstidspunktet til nu, bør man derfor regne ud, hvad det betyder for varelagerets faktiske værdi. En typisk måde er at beregne genanskaffelsesprisen: Hvis hele lageret skulle genanskaffes nu, hvad ville det så koste?
Hvis virksomheden har en revisor, er det en god idé at diskutere opgørelsesprincipper med hende eller ham. Hvis du selv lukker årsregnskabet, og det er der rigtig mange personligt ejede virksomheder, der gør, så vær meget omhyggelig med opgørelsen af værdien af varelageret i år, hvor der har været så store udsving på kurserne.
Det vil naturligvis påvirke driftsresultatet, hvis værdien af varelageret er steget eller faldet (som regel faldet) på grund af valutakursudsving. Men det er vigtigt for regnskabets pålidelighed, at alle aktiver er til stede og med i regnskabet til en reel værdi.
Så til jer, der har holdt nytårsaften og -dag i fred, og skal i gang i weekenden: God lageropgørelse :-).
…..
PS: Vi har to pladser ledige på kun-en-gang-om-året-kurset i årsafslutning kun for SummaSummarum-brugere på onsdag den 7. januar 2009.