Tilmeld dig RSS Feed

Protest over barsel.dk

Som jeg har fortalt i et tidligere indlæg, er den nye barselsordning, som man kan læse om på http://barsel.dk en fi og retfærdig ordning, som omfatter alle undtagen selvstændige med personligt ejede virksomheder.

Det har resulteret i en del protester, bl.a. kan man i dag i Urban læse om emnet. Morgendagens Heltinder er meget aktive i denne protestaktion, hvilket er meget logisk, da alle medlemmer er kvinder, mange i den fødedygtige alder og rigtig mange med enkeltmandsfirmaer eller I/S.

/ Anette

Skal vi importregistreres for et enkelt Indienskøb?

Vi sælger tøj i en webbutik og køber det normalt hos forskellige danske leverandører. Men lige nu har vi bestilt nogle tørklæder og lidt andre tekstiler i Indien, og så har vi fået at vide af speditøren, at vores importørregistrering ikke er i orden. Er det nødvendigt at være importørregistreret for et enkelt lille køb på under 10.000 kr.?

Ja. Men det er ikke så svært, I kan bruge denne blanket. Når I gør det, så husk også at eksportør-registrere jer samtidig, for ellers kan I heller ikke få varerne ud af landet igen, hvis det nu skulle vise sig at noget skal returneres. I øvrigt kan jeg henvise til denne fyldige, men underholdende tråd fra iværksætterdebatten Amino om, hvordan det gik, da Martin Thorborg skulle importere billige krus fra Kina til Spamfighter.

/Anette

Kurser til dig og dine ansatte

Juninummeret af Iværksætteren er udkommet, og som sædvanligt har jeg skrevet en lille artikel. Denne gang handler den om kursusudgifter: Hvornår er de fradragsberettigede og hvornår er de skattepligtige. Det er nemlig ikke alle, der kan trække det samme kursus fra.

Du kan finde artiklen sammen med de øvrige, jeg har skrevet til bladet på denne liste.

/Anette

Hvad koster en medarbejder?

Vi overvejer at ansætte en sælger, han skal have ca. 30.000 kr. i løn. Men så er der jo også andre udgifter, hvor meget skal vi sætte af i budgettet?

Ja, der løber jo udgifter på….. Ferien alene koster 12,5% af lønnen. Herudover er der AtP, AER, AES, AtP-fib, barsel.dk og  – lige om lidt – den nye obligatoriske erhvervslicens. Og lovpligtig arbejdsskadeforsikring, tabs arbejdsfortjeneste ved sygdom og diverse.

Alt i alt skal I beregne 35% af lønnen og lægge oveni, så kommer det nogenlunde til at passe. (Det er lidt højt, men det er netop fordi tallet inkluderer det tab, I har ved et gennemsnitligt sygefravær, så i rene udgifter er tallet måske nærmere de 30%.)

/Anette

CO2-kvoter købes både af private og firmaer

Jeg har tidligere skrevet om, at Inloco har købt C02-kvoter og sørme også måttet forklare mig sådan regnskabsmæssigt. Så nu vil jeg gå på jagt og finde andre, der skriver om de CO2-kvoter, de har købt og linke til dem. Har du købt nogle, så skriv endelig en kommentar med en link til den side, hvor man kan se dit certifikat.

http://www.wasab.dk/morten/eksponering/arkiv/2007/03/30/et-gram-mindre/

/Anette

Regnskabskurser, 2. halvår 2007

Nyt fra Regnskabsskolen.dk: Vi afholder ingen kurser i juli måned, fordi der er så mange på sommerferie, at kurserne aldrig bliver booket. Men der er naturligvis stadig mulighed for at købe individuel undervisning og hele kurser. Fra august er vi i gang igen med, og der er nu lagt kursusdatoer ind for 2. halvår:

Regnskab før start af virksomhed, aftenarrangement
Budget i regneark, lav dit eget budget på en dag
Bogføring for begyndere (aftenkursus)
SummaSummarum intensivt bogføringskursus, 1 dag
Personaleadministration, formiddagskursus (på samme dage som lønbogføringskurset)
Lønbogføring, eftermiddagskursus
Årsregnskab for enkeltmandsvirksomheder og I/S, dag eller aften
Kurser i regnskabsprogrammet SALDI

Du kan også se en samlet oversigt over kursusdatoerne her:

Kursusoversigt

Herudover kommer der jo gerne ekstrakurser eller arrangementer af den ene eller anden art. Hvis du vil holdes orienteret, så tilmeld dig vores nyhedsbrev.

/Anette

Link til Patent- og varemærkestyrelsens blog

- hvor jeg fandt det netop beskrevne interessante arrangement:

http://www.dkpto.dk/weblog/journal_comments.asp?Journalid=804

/Anette

Seminar om designbeskyttelse i Kolding den 23. maj 2007

Patent- og varemærkestyrelsen af holder et interessant seminar om designbeskyttelse i Kolding på onsdag. Sidste tilmeldingsfrist er i morgen, den 21. maj. Kunne håbe, at det bliver en succes og derfor gentaget i København.

Du kan finde indbydelsen her.

/Anette

Fradragsberettigede gaver?

Hej Anette

Vi læser, at Inloco har købt CO2-kvoter og synes at det er ret sejt. Men har du tænkt dig at trække dem fra i firmaregnskabet? Og hvad i øvrigt, hvis det ikke er CO2-kvoter men f.eks. en donation til SOS-børnebyer? Eller noget andet?

Tak for de pæne ord. Ja, vi har købt 10 tons CO2-kvoter, og vi skilter tydeligt med det forskellige steder, bl.a. i højremenuen på bloggens forside. Når Inlocos hjemmeside hen over sommeren skal have en grundig opdatering, kommer det også til at stå der. De kvoter, vi har brugt, kan ikke købes af industrien til mer-forurening.

Man må trække udgifter fra, som medgår til at erhverve, sikre og vedligeholde indtjeningen i virksomheden. Og jeg har tænkt mig at trække CO2-kvoterne fra som en reklameudgift, fordi vi bruger det til at signalere, at vi forsøger at opføre os ansvarligt, også overfor miljøet, og det vil vores kommende kunder gerne vide. Hvis ikke jeg ville fortælle om det, men bare købte ind “i smug”, ville jeg ikke kunne trække udgiften fra.

Når man giver gaver, f.eks. sponsorater, velgørenhed og tilsvarende, skal reklameværdien af gaven modsvare den udgift, firmaet har, for at udgiften kan være fradragsberettiget. Hvis I donerer penge til SOS-børnebyer eller noget tilsvarende, skal I altså kunne se det som en del af jeres profilering over for kunder, og dermed er det en reklameudgift. “Virksomheder mod kræft” er et godt eksempel. Andre måder, det bliver gjort på er at købe kaffe, kuglepenne, julekort eller andre ting, man alligevel skulle betale for, gennem et firma, som støtter et godt formål eller måske direkte gennem organisationen.

Personligt kan man jo også yde tilskud til forskellige alment velgørende organisationer og få et fradrag på selvangivelsen. Gem derfor kvitteringer.

/Anette

Lagerstyring med SummaSummarum

Jeg er løbet ind i et problem som jeg ikke er sikker på hvordan jeg skal løse – Lagerstyring. En af mine kunder en produktionsvirksomhed har købt den nye udgave af summasummarum Enterprise:

Kan man sætte systemet sådan op, at det kan fungerer som C5, når jeg køber varer der debiterer jeg det på en tilgang varelager konto (aktiver) og når jeg sælger varer bliver det automatisk debiteret på en vareforbrugskonto og krediteret varesalg.

Jeg er nået frem til, at så avanceret er summasummarum ikke, men kan det ikke lade sig gøre, at varelaget bliver nedskrevet direkte, samtidig med man laver en salgsfaktura og varesalgs kontoen bliver krediteret, så man hele tiden på kontokort/balance kan følge værdien af lagerbeholdningen ?????

Nej. SummaSummarum fungerer sådan, at varelageret og finansbogføringen i princippet er adskilt. Så du kan holde styr på varelageret (i antal, ikke beløb) i varelagermodulet. Og ikke andet.

Når du bogfører en købsfaktura, kan du få varerne tilføjet varelageret og beløbet registreret på en valgfri finanskonto (f.eks. varelagerkontoen i aktiver).

Når du sælger, vil varelageret blive nedskrevet med antal, og udgiften vil blive bogført på en valgfri finanskonto (f.eks. varesalgskontoen). Men den vil ikke automatisk kunne trække varerne ud af varelagerkontoen i aktiverne samtidig.

Derfor er man nødt til at lave manuelle reguleringer, hvis man fastholder at styre regnskabet med SummaSummarum. Hvis lagerstyringen er en meget, meget væsentlig del af virksomhedens økonomiske aktivitet, bør man vælge et andet system, måske Winfinans.

/Anette