Ifølge supermarkeder, e-mailkampagner og kataloger er det på høje tid at begynde at tænke på julegaver. Og taler vi forretningsmæssige gaver, er det vel også en af de ting, man lige så godt kan ordne i god tid. Derfor:
Julegaver til ansatte
Har du medarbejdere i din virksomhed, må du gerne give dem en julegave – og også uden, at medarbejderen bliver beskattet af gaven. Betingelsen er, at gaven koster under 700 kr. inklusive moms. Og der må ikke være tale om et gavekort, det skal være en “tingsgave”.
Medarbejdere er i denne forbindelse ansatte, frivillige medarbejdere (f.eks. praktikanter) og eventuelle bestyrelsesmedlemmer – lønnede eller ulønnede. Medarbejdere er ikke: Freelancere, som skriver faktura til dig, samarbejdspartnere og din egen familie, uanset at de kan betragtes som frivillige medarbejdere, fordi de lejlighedsvis giver en hånd med i forretningen.
Bogføringsmæssigt: Udgiften bogføres på en konto uden momskode i gruppen “personaleudgifter”.
Julegaver til forretningsforbindelser
Kunder, samarbejdspartnere, freelancere og andre, som du vil give en hilsen i anledning af den forestående højtid, kan også få en julegave. Her gælder ingen beløbsgrænse, men gaven skal forekomme naturlig i forhold til samarbejdsforholdet. Det vil sige, at gavens størrelse skal virke rimelig, ikke overdreven.
Der er kun 25% fradrag på denne type gaver, og intet momsfradrag. Det er altså dyrere at give gaver til kunderne end til personalet.
I bogføringen skal gaver til forretningsforbindelser placeres under Repræsentation, og du bogfører hele udgiften ind i regnskabet. Det begrænsede fradrag er noget, man ordner i forbindelse med årsregnskab/årsrapport.
Så det er bare et spørgsmål om at komme ud og finde noget, som gavemodtagerne værdsætter.
Kl. er 7.30, og jeg er lige kommet hjem efter at have været i TV2s Go Morgen Danmark, hvor jeg sammen med en medarbejder fra Microsoft skulle tale om frynsegoder. På TV2s hjemmeside har de også skrevet en artikel om emnet:
http://go.tv2.dk/article.php/id-26104756.html
Indslaget kan man se her:
http://go.tv2.dk/video.php/id-26133507.html
Regnskabsskolens holder årets sidste fyraftensmøde den 26. november. Kom og hør om frynsegoder for alle: Selvstændigt erhvervsdrivende, direktører og ansatte.
Klik her:

… (og så har vi jo et julearrangement den 17. december – følg med her på siden for nærmere information :-))
Jeg har ødelagt adskillige nætters søvn ved at blive hængende for længe på http://ted.com. Der er rigtig mange gode talere, og blandt dem, der har betaget mig mest er disse, som er både morsomme og lærerige (OK – måske mest underholdende, men Hans Roslings statistik-tale er dog også meget imponerende):
Ken Robinson
Hans Rosling
Ze Frank
Rives
Nu er TED kommet til København. I form af TEDx Copenhagen: http://tedxcopenhagen.dk/, og det bliver spændende, at se, hvordan det vil komme til at virker på dansk jord, så jeg glæder mig meget.
Kære Anette.
Tusind tak for en fantastisk hjemmeside med masser af gode spørgsmål og svar. Jeg har kunne bruge rigtig mange af dine svar i forbindelse med mit nystartede enkeltmandsfirma, tusind tak igen.
Anette, jeg har et spørgsmål til din brevkasse i forbindelse med moms refusion samt gæld til det offentlige.
Er det korrekt forstået, at hvis jeg i mit enkeltmandsfirma har negativ moms saldo, altså skal have penge tilbage fra SKAT, så kan der gøres udlæg i dette beløb hvis jeg har personlig gæld til det offentlige
Lad os antage at jeg i firmaet står til at skulle have 5000,- kr tilbage i moms, men har en personlig gæld til det offentlige på 1000,- kr.
Vil jeg så kun få 4000,- kr. refunderet og således få modregnet det skyldige personlige beløb?
Håber du kan hjælpe,
Mange Hilsner
Martin
Hej Martin.
Tak for din mail, det er rigtig dejligt, at du har kunnet bruge indholdet på bloggen her.
Når man har en personligt ejet virksomhed, skelner SKAT (og resten af verden) ikke mellem virksomhedens økonomi og din egen. Derfor er der fri adgang til at modregne skyldig skat, børnebidrag mv. i den negative moms.
Det er anderledes med selskaberne: ApS, A/S osv. har “deres eget liv” – og deres egen selvangivelse. Og der kan man ikke direkte modregne ejerenes eventuelle personlige offentlige gæld.
De bedste hilsner
Anette
Hej Anette.
Jeg har et spørgsmål vedr. fakturering i Summa Summarum. Jeg har aflyst et kursus pga. for få tilmeldte, og jeg skal derfor returnere kursusgebyr til de, der har indbetalt. Jeg har faktureret og bogført de oprindelige indbetalinger. Jeg forsøgte nu at skrive en faktura i Summa Summarum med et tilsvarende minus-beløb, men det kunne ikke lade sig gøre. Hvordan klarer jeg den?
Mange hilsner fra Ellen
Hej Ellen.
Tak for dit spørgsmål. I mange økonomisystemer, laver man en kreditnota til en kunde ved at lave en minusfaktura, så din intuition er god nok. Men netop i SummaSummarum har funktionen sin egen indgang: Stå i kartoteket, marker den kunde, der skal have penge tilbage, højreklik og vælg “Kreditnota til debitor”. Så kommer du ind i et design, som meget minder om faktura-dialogboxen, og den udfylder du så – men sæt ikke minus foran tallene, det finder Summa selv ud af.
Dbh
Anette
PS: Kommer du måske til vores arrangement: http://www.regnskabsskolen.dk/ivkurser/skattereformen, det bliver rigtig hyggeligt, og det er længe siden sidst :)
Når vi køber b2b i EU-lande, får vi en faktura uden moms og skal indberette den tekniske “erhvervelsesmoms” som i stort set alle tilfælde betyder, at momsen ikke skal betales men bare oplyses. Men nogle gange er der moms på fakturaen, enten pga. fejl i oplysningerne ved faktureringen eller fordi der er tale om et køb, hvor der afregnes direkte, og hvor der ikke kan udstedes en momsfri faktura. For eksempel faglitteratur, som vi køber i en lokal boghandel, mens vi er i udlandet.
Hidtil har reglerne været sådan, at man enten kunne søge momsen refunderet fra det pågældende EU-land eller bare medtage hele regningen inklusive det udenlandske momsbeløb i virksomhedens skattemæssige regnskab: Vi har altså kunnet bogføre hele regningen som en udgift på en konto uden momskode på.
Det ændrer sig nu: Pr. 1. januar 2010 er det ikke længere tilladt at trække udenlandsk moms fra i det danske skatteregnskab. Til gengæld skulle det angiveligt blive lettere at søge om den udenlandske momsrefusion, fordi det kan ske direkte gennem SKATs tast-selv. Det nye system hedder e-Moms.
Du kan læse om det her på SKATs hjemmeside.
Så bliver det jo spændende, om SKAT kan få den del af hjemmesiden op at køre pr. 1.1.2010. Og om de øvrige EU-lande også kan. Det bliver også interessant at se, hvordan dokumentationen skal afleveres – skal der scannes bilag, og i givet fald: Hvilket format skal de afleveres i? Hvor mange detaljer skal udfyldes for hver kvittering? Hvor lang sagsbehandlingstid er der – kan vi forvente at få momsen refunderet f.eks. inden for samme måned, som der er søgt, og vil pengene komme fra de forskellige lande direkte eller vil der være tale om, at vi får en “moms-konto” hos SKAT? Og kan SKAT så tilbageholde pengene, hvis der er anden offentlig gæld?
Selvfølgelig vil skattevæsenet få et lille overskud på ordningen, der er trods alt mange, som køber småting ind ved rejser i udlandet, ligesom der er en del udenlandske webshops, måske især i de større EU-lande, som ikke er vant til at skulle producere ikke-momsede EU-fakturaer. Der er heller ingen tvivl om, at administrationen vil blive tungere i vores små virksomheder rundt omkring.
Det bliver spændende at se den konkrete vejledning, SKAT skal udgive om emnet. Har du adgang til en kopi af den allerede nu, er jeg meget interesseret i at få fingrene i den.
København kommunes Erhvervskontor tilbyder et gratis seminar om at få sin første ansatte. Jeg åbner ballet med nogle historier om, hvad man kan, skal og må – og absolut ikke skal gøre, når man får sin første ansatte.
Du kan tilmelde dig her.
Der er mange ændringer på vej som følge af regeringens nye skattereform. Uden at løfte sløret for meget, kan jeg vist roligt sige, at der både er fordele og ulemper i vente for vi selvstændige fra 2010 og frem. Måske er der nogle ting, som med fordel kan komme på plads allerede fra 2009?
Regnskabsskolen har inviteret skatteekspert Bent Zimmermann til at komme og fortælle om skattereformen. Det foregår som et fyraftensarrangement den 12. november – og du skal være så hjertelig velkommen.
Yderligere information og tilmelding til mødet om skattereformen her.
Kære Anette
Jeg kan se at du har en løsning på selv de mest indviklede spørgsmål. Håber også du kan hjælpe mig.
Jeg kører den nyeste version af Summa Pro. Mine debitorer stemmer ikke og jeg har tidligere ikke stemt kontoen af jævnligt. Jeg ved at der ikke er nogen debitorene som skylder penge. Alligevel er der et
beløb på ca. kr.4.000 der står som skyldigt.
Jeg kan ikke føre dem væk fra konto 56100 da det kræver at der er en faktura at udligne og det er der selvsagt ikke når ingen skylder penge. Jeg aner ikke hvordan fejlen er opstået.
Kan du hjælpe mig ud af suppedasen.
Hilsen Søren
Tak for din mail og de pæne ord.
Når dine debitorer ikke stemmer, kan det skyldes tre ting: Enten har du fået bogført indtægten to gange (både, da du udstedte fakturaen og da du modtog betalingen). Der kan også være tale om, at du har aftalt med den pågældende kunde, at denne ikke skulle betale, og så ikke fået udstedt en kreditnota. Eller der kan være tale om, at der er dobbeltfaktureret.
Hvordan problemet skal løses, afhænger lidt af, hvilken situation, der er tale om. Det er et relativt beskeden beløb, så derfor tror jeg, at SKAT vil se på sagen med milde øjne, også selvom du ordner problemet pr. 1.1.2009 frem for at genåbne årsopgørelserne fra tidligere år.
Hvis du bogfører beløbet “væk” ved at postere det på egenkapitalen (og det kan du godt teknisk set i Summa, også selvom der ikke er en faktura, der skal udlignes, du skal bare bogføre direkte på kundens kontokort, højreklik i “konto” i kassekladden og find debitorkontiene der), sker der ingen påvirkning af dit resultat.
Hvis du derimod udligner differencen ved at postere beløbet i driften (svarende til, at der burde have været udstedt en kreditnota), vil det påvirke dit resultat, som bliver 4.000 lavere. Det sidste skal du kun gøre, hvis du er helt sikker på, hvad der er sket.