Tilmeld dig RSS Feed

Brevkasse: Moms eller lønsum for anlægsgartner

Skrevet af Anette Sand den 11. februar 2009

Jeg er nyopstartet havearkitekt. I vinter perioden er jeg tilknyttet som timelærer ved rts. Derudover laver jeg en slags freelance anlægsgartner arbejde for større virksomheder. Mit spørgsmål er om jeg behøver at være momsregistreret eller om jeg kan nøjes med lønsumsafgift?

Som udgangspunkt er arbejdet som anlægsgartner momsregistreret virksomhed. Der kan derfor ikke være tale om lønsumsafgift. Men hvis din omsætning er under 50.000 kr. om året (og du forventer, at den bliver ved med at være det), kan du undlade at opkræve moms på regningen. Til gengæld må du så heller ikke trække momsen fra de udgifter, du måtte have vedrørende din virksomhed.

Regnskabsmæssigt er det et lidt større arbejde med moms end uden. Men ikke meget. Og den virksomhed, der er din kunde, er formentlig lige glade om der er moms på regningen eller ej. For hvis der er  moms på regningen fra dig, trækker de den bare fra i deres næste momsregnskab.

Brevkasse – opsamling: Om at finde en ny bogholder eller revisor

Skrevet af Anette Sand den 3. februar 2009

Jeg har fået et par næsten enslydende brevkassespørgsmål angående utilfredshed med en bogholder (og en revisor), og om jeg kan foreslå nogen i forskellige landsdele.

Lige i øjeblikket er mit netværk ikke så stærkt, at jeg på landsdækkende basis kan anbefale andre. Men det kommer nok hen ad vejen.

Spørgsmålet har tidligere været diskuteret her på bloggen, og jeg kan foreslå jer at læse følgende:

Inloco Regnskabs side om at skifte bogholder (tjeklisten)

Brevkassespørgsmål om sammenligning af tilbud fra bogholdere

Brevkassespørgsmål om uigennemskuelige priser hos bogholdere

Brevkassespørgsmål om at skifte revisor

Brevkasse: Fakturering tilbage i tiden

Skrevet af Anette Sand den 2. januar 2009

Kan man ikke i Summa lave en faktura tilbage i tiden?

Nej. Det vil sige: Man kan lave fakturaer tilbage til datoen for den sidst udstedte. Har du lavet en faktura den 20.12 kan du godt tilbagedatere en faktura til samme dato nu, men ikke til dagen før.

Lige netop styring af fakturaer og debitorkartoteker er et af de steder, man skal være forsigtig i SummaSummarum, fordi progammet ikke understøtter to åbne regnskabsår samtidig. Så sørg for at få faktureret alt for 2008 ud nu.

 

Brevkasse: Forudfakturering, forudbetaling, årsskifte, Summa

Skrevet af Anette Sand den 19. december 2008

Skønt at finde en hjemmeside, hvor man kan få svar på en masse af sine spørgsmål ang. Summa. Dog har jeg to spørgsmål mere:

Vi er en grundejerforening som skal opkræve 320 medlemmer i januar. Kan jeg først lave fakturaerne, når jeg har aflsuttet regnskab 2008? Da der jo her er tale om kontingent for 2009. Jeg ville jo gerne ha´ lavet fakturaerne i
juleferien, men de skal jo på regnskab 2009.

Og det andet: Jeg har ca. 100 medlemmer som delvist har betalt kontingent for 2009. Disse er konteret for sig selv i 2008 regnskabet. Men jeg ville gerne lave enslydende fakturaer på alle 320 medlemmer, og så bogføre mig ud af, hvem der har betalt noget af kontingentet allerede. Dette kan jeg vel gøre manuelt? Men finder systemet selv ud af at lave fakturaen med det korrekte beløb? (efter jeg har registreret det forudbetalte)

Håber at du kan svare mig og at du forstår mine spørgsmål.

Mange julehilsner
Lene

Hej Lene

Tak for de pæne ord, det er rart, at du kan bruge de oplysninger, jeg efterhånden har fået samlet her på siden.

1. Hvis du skal lave fakturaerne i år, skal de bogføres på en konto i Passiverne for Forudbetalinger og så skal pengene flyttes pr. 1.1.09, når du åbner regnskabet. Det behøver ikke at være besværligt, jeg gør det selv med nogle kurser.

2. Nej. Desværre ikke. Det korrekte beløb vil fremgå af kontoudtoget, men fakturaen vil lyde på fakturabeløbet uden hensyntagen til, hvad du har bogført som forudbetalt. Så enten skal du lave hver faktura manuelt for de, som har forudbetalt. Eller også skal du lave alle fakturaerne ens og så designe et kontoudtog, hvor det meget tydeligt fremgår, hvad hvem skal betale og hvorfor. De to opgaver kan nok næsten være lige tidskrævende, men jeg ville selv vælge at gøre det sidste, også fordi grundejerne så har fået en reel faktura på det beløb, kontingentet lyder på, og det er nu en god ting.

Brevkasse: SummaSummarum – decimaler og rykkere

Skrevet af Anette Sand den 18. december 2008

To spørgsmål til SummaSummarum i kategorien “Det må kunne lade sig gøre, jeg
fatter bare ikke hvordan…”

1. Kan man ikke lave stykpriser med mere end to decimaler på en faktura?
Jeg ved at jeg kan skrive i teksten eller enheden, at det f.eks. er
100-stk-priser og på den måde “rykke kommaet”, men det synes jeg er træls.

2. Kan man ikke (senere end det oprindelige udskriftstidspunkt) udskrive en
kopi af en rykker?

Det korte svar er nej og nej. Men der er lige et par kommentarer, jeg kan knytte til det: Decimalspørgsmålet er urokkeligt, og hvis du nogensinde har oplevet en ørefejl mellem bogføring af en kreditorfaktura i Summa og så den modtagne faktura, er det fordi Summa ikke arbejder med lige så mange decimaler som nogle af de andre programmer.

Det med rykkeren: Det kan du normalt ikke. Du skal tage en kopi, inden du sender den. Men med lidt manipulation med systemdatoen i Windows, kan man godt fremtvinge en kopi af rykkeren, det er bare en usikker og besværlig måde at gøre det på.

Brevkasse: Hvad koster en revisor?

Skrevet af Anette Sand den 17. december 2008

Hej Anette

Jeg kan ikke forstå, hvorfor min revisorregning er så stor. Jeg har et enkeltmandsfirma og der er ikke så mange bilag, jeg samler det hele og sender en gang i kvartalet. Jeg betaler næsten 15.000 kr. om året. Er det en rimelig pris? Jeg synes det ikke. Det MÅ da kunne gøres BILLIGERE.

Tak for din mail. Det kan godt være, at det kan gøres billigere. Måske – måske ikke. Jeg har tidligere skrevet om alle de forhold, man skal tage hensyn til, når prisen for bogføring skal vurderes. Tjek listen igennem og se, om der måske er noget, du kan gøre lettere for din revisor.

Ud over den løbende bogføring til momsafregningen, hjælper revisoren dig også med at lave selvangivelsen, ikke? Det koster under alle omstændigheder nogle penge, revisoren sætter sit stempel på, at dine ting er i orden.  Og sandsynligvis får du også nogle gode råd om, hvordan du bedst organiserer din økonomi, efterhånden som din virksomhed tager fart. God rådgivning er også penge værd.

Men jeg kan godt forstå, at du synes, det er en stor udgiftspost. Hvis du kommer godt ud af det med din revisor, så prøv at tale med ham om, hvad du kan gøre, for at regningen ikke stiger men måske snarere falder. Måske kunne du lave nogle ting klar i en kassekladde selv eller sortere dine bilag på en anden måde.

Siden revisorens vigtigste opgave i de små virksomheder er rådgivende, der skal jo ikke egentlig revideres et regnskab, så mener jeg, at kemien er vigtigere end et par tusinde kroner. Så hvis du går ud får at finde en anden, skal du være overbevist om, at du får mere ud af rådgivningen, for at det kan svare sig at skifte.

Du har også mulighed for at fravælge revisoren og gøre det selv – når man har en enkeltmandsvirksomhed er der ingen regel der siger, at man skal have en revisor.

 

Brevkasse: Skat, når min mand arbejder i min virksomhed

Skrevet af Anette Sand den 16. december 2008

Jeg har en enkeltmandsvirksomhed, hvor min mand fuldt ud er tiltrådt, kan vi benytte denne ordning rent skattemæssigt uden at være et I/S selskab? og vil det være en ok måde at dokumentere at han arbejder i virksomheden? og hvad så hvis vores virksomhed om et par år ikke eksisterer og vi lukker ned, kan han så “dokumentere” at han har haft fuldtidsarbejde i virksomheden?:

“For ægtefæller, der deltager ligeligt og i væsentligt omfang i driften af virksomheden. Hvis de begge i lige høj grad hæfter for virksomhedens forpligtelser, kan de vælge at opgøre virksomhedens indkomst samlet. Når virksomhedens indkomst er opgjort, fordeler ægtefællerne overskuddet eller underskuddet fra virksomheden mellem sig. Herefter medregner de hver især deres andel af virksomhedens resultat. Fordelingen må ikke være tilfældig, men skal være sagligt begrundet i virksomhedens drift. Dette skal sikre, at ægtefæller, der deltager ligeligt i driften af en erhvervsvirksomhed, ikke stilles dårligere skattemæssigt, end før de blev gift.”

Der er flere måder at gøre det på. Nogle vælger at få fradrag for medarbejdende ægtefælle på selvangivelsen, men den ovenstående løsning virker også meget fornuftig. Hvis I på et senere tidspunkt ikke kan leve af virksomheden og derfor f.eks. skal have dagpenge, vil I skulle opfylde nogle krav, og de er ret skrappe: Man skal afhænde virksomheden eller lukke den, for at opnå dagpengeret, når man ejer en enkeltmandsvirksomhed. Men hvordan reglerne er, hvis kun den ene af ejerne skal udgå af en personligt ejet virksomhed, ved jeg ikke. Jeg foreslår, at du kontakter en A-kasse, f.eks. DANA, som har stor erfaring på dette område for at høre nærmere.

Brevkasse: Svar til Tanja

Skrevet af Anette Sand den 15. december 2008

“Tanja” har skrevet til brevkassen med et spørgsmål om sit alkoholforbrug. Jeg offentliggør ikke brevet, men har sendt spørgsmålet videre til Børns Vilkår.

Brevkassen her på anettesand.dk handler om iværksætteri, økonomi og administration.

 

Mange årsafslutningsspørgsmål

Skrevet af Anette Sand den 11. december 2008

Mit allermest kommenterede indlæg her på bloggen er det, hvor jeg beskriver årsafslutningen i SummaSummarum. Faktisk ser det ud til at blive en lille special-brevkasse med årsafslutningsspørgsmål. Så hvis du også er i gang, så er der mange svar at finde i den tråd.

Og ellers kan jeg anbefale et tre-timers intensivkursus for Summabrugere i årsafslutning, som Regnskabsskolen afholder en enkelt gang næste år – det allerførste kurus – vi skal jo i gang med at fakturere i 2009 også :-).

Betalt svensk moms – hvad så?

Skrevet af Anette Sand den 10. december 2008

Hej Anette,

Jeg er i en lidt sær situation…
Jeg har en lille enkeltmands virksomhed som er registreret i DK. Jeg startede firmaet da jeg boede i DK, men er nu flyttet til Gøteborg og firmaets adresse er nu registreret på mine forældres adresse i DK. Mit problem er at jeg i 2008 har købt en del computer Hardware til firmaet, og det er også betalt med firmaets Visakort. Det er købt i Sverige og også leveret i Sverige. Det har ikke været muligt for mig at finde en butik i Sverige som vil sælge Pc hardware til mig uden Svensk moms selvom jeg kan oplyse om mit DK CVR nummer.

Alt er derfor købt og betalt med Svensk moms. Er jeg bare på rø… nu og kommer til at betale dobblet moms? Hvordan bogfører jeg disse køb i Summa?

Håber du kan hjælpe mig.
På forhånd tak.

Du kommer ikke til at betale dobbelt moms. Du kommer til at betale svensk moms, og den kan du ikke trække fra. Med mindre du vil søge momsrefusion fra Sverige – men jeg tror ikke, du får held med det uden egentlig at skulle momsregistreres i Sverige, varen er jo ikke udført fra landet. Men hvis du vil undersøge sagen, er adressen:

Skatteverket
Utlandsenheten
205 31 Malmø
Sverige

Eller:
Skatteverket
Utlandsenheten
106 61 Stockholm
Sverige
Telefon +46 771 567 567
www.skatteverket.se

Du bogfører købet på en konto uden moms (ikke U25 – for det er jo netop ikke et momsfrit køb), så går momsafregningen på plads, og du bogfører hele beløbet, der er trukket på din bankkonto.