Tilmeld dig RSS Feed

Brevkasse: Digital opbevaring af bilag

Skrevet af Anette Sand den 17. august 2011

Hej Anette.

Jeg har fra min revisor fået indskærpet at jeg skal fremsende original kvitteringer fra alle former for indkøb jeg foretager i virksomheden.

Nu er jeg den type, som undsiger mig papir og helliger mig “digitale  dokumenter” – Mit spørgsmål er nu om
følgende praksis er lovlig:

1. Jeg køber en “til-mit-erhverv-relateret” ydelse (Eks. P-billet, kontorartikel, software, etc).

2. Jeg scanner min kvittering og får en eksakt digital udgave af kvitteringen i et PDF-format.

3. Jeg fremsender dette format til Revisor, backupper PDF-dokumentet på egen computer (og harddisk) og destruerer den fysiske kvittering.

Må man det?

Ja, det må man godt. Det er muligt, at det tager din revisor længere tid at gennemgå materialet, når han (hun) får det elektronisk, men det er helt OK at opbevare det og destruere de fysiske bilag. Dog er det din pligt at sørge for tilstrækkelige sikkerhedskopieringer: At din PC og harddisk går i stykker samtidig er ikke SKATs problem – så er du mildt sagt på røven. Derfor skal du tage ekstra backups og opbevare dem et andet sted, så du kan være 100% sikker på, at du kan levere materialet, hvis SKAT har brug for det.

Bilagene skal nummereres, lige som de skal med fysiske bilag: Dvs. det bilag, som har nr. 1 i bogføringen skal også have nr. 1 i dit digitale ringbind.

Brevkasse: Betaling af firmabil (driftsudgifter)

Skrevet af Anette Sand den 5. juni 2011

Hej Anette

Jeg har et enkeltmandsfirma og har nu “solgt” min private bil til mit firma. Nu er spørgsmålet: hvilke omkostninger i forbindelse med bilen kan firmaet betale?

Kan alt som benzin, parkering, værksted, dæk, omkostninger ved ferieture betales af firmaet?

Bedste hilsner
Poul

Hej Poul

Hvis bilen ejes af virksomheden, kan alle udgifter til bilen betales af firmaet. Du skal så beskattes af værdien af at have bil til rådighed, mindst 40.000 kr. årligt, så på din lønseddel skal du tilføje fri bil og sørge for løbende beskatning. Er der tale om en personligt ejet virksomhed, kan der være tale om fordeling af udgifterne i forhold til forbrug, og da skal du føre kilometerregnskab, så man i slutningen af året kan beregne, hvor stor en andel, du selv skal betale. Men som udgangspunkt kan alle udgifter bogføres ind i virksomhedens regnskab.

Dbh
Anette

Brevkasse: Diæter – fradrag for morgenmad

Skrevet af Anette Sand den

Hej Anette
Jeg er i tvivl om beregningen af 15% diæt reduktionen for morgenmad.  Beregnes den kun på hele døgn eller også
på timer?

F.eks. en rejse på 2 døgn og 17 timer. Samlet diæt er 1232,32, men er reduktionen 2 gange 68,25 eller 2,708 (2 + 17/24) gange 68,25?

Er der en regel omkring dette eller bestemmer man selv?

Mvh
Jan

Hej Jan

Reduktionen er antal måltider: Hvert måltid beregnes til et beløb (for morgenmads vedkommende er det 15% af døgnsatsen for diæter, altså 68,25 kr.). Så tæller du op: Hvor mange gange har du rent faktisk fået morgenmad betalt på turen? Det er det antal, der skal fradrages i den udbetalte diætsats. Brug evt. mit rejseafsregningsskema.

Dbh
Anette

Lønsystemer – full service eller discount

Skrevet af Anette Sand den 5. februar 2011

Siden ATP-huset sidste år valgte at ændre indbetalingsformen, har hvert enkelt lønsystem skulle til- eller fravælge den løsning, hvor ATP overføres automatisk. Valget har været et enten eller: Enten overfører lønsystemet ingen af de bidrag, der skal betales til ATP-huset eller også overfører lønsystemet dem alle. Bortset fra feriepengene – dem kan alle systemerne godt klare stadigvæk.

Nu har det lige været 1. februar – har du husket at få betalt ATP-en? Hvis du bruger Danløn eller Proløn eller – åh nej, laver løn i et hjemmebikset regneark – skal det nemlig ifølge det nye og smartere system ske ved at indtaste det papirbilag, ATP-huset har sendt dig midt i januar måned i netbanken. Ved hjælp af det også “smarte” nemlogin, hvis du da ikke har glemt nøglekortet hjemme eller venter på at få et nyt tilsendt.

Hvis udviklingen fortsætter på denne måde, vil vi snart være i gang med et udskilningsløb blandt lønsystemerne: Dem der kan det hele, og dem der kun kan klare de mest basale opgaver. Dataløn for eksempel, kan klare at betale både ATP-en og også AER, AES og ATP-finansieringsbidrag – altså: Du får slet ingen girokort fra ATP-huset, og skal derfor heller ikke holde øje med, om de bliver betalt til tiden eller ej.

Det er mærkværdigt, at til trods for, at alle taler om at lette de administrative byrder for de selvstændige i Danmark, ser det ud til, at der bliver flere og flere praktiske ting, vi selv skal tage os af. Eller: Være omhyggelige med valg af leverandører til. Den næste store “forbedring” bliver listeangivelserne, som fra ca. midt i året skal indsendes månedligt – uanset om du betaler moms månedligt, kvartalsvis eller halvårligt. Men det kommer der mere om, når jeg har den præcise dato. Oprindeligt var den 1.1.2011, men SKAT har udsat sagen, formentlig fordi de har så travlt med at betale møde-moms tilbage til de store virksomheder, at de ikke kan nå at implementere de nye listeregler. Og godt for det!

Brevkasse: Fradrag for kurser/coaching

Skrevet af Anette Sand den 27. januar 2011

Kære Anette
Tak for en god side!

Jeg er nyudsprunget iværksætter og arbejder med økonomisk/politisk rådgivning indenfor vedvarende energi. For at komme godt fra start som iværksætter har jeg købt produkter fra Millionøsemetoden (www.millionøsemetoden.dk) (kurser for kvindelige
iværksættere) og Gudindeskolen (www.gudindeskolen.dk) – en uddannelse i feminint lederskab). Kan jeg trække de kurser fra? Jeg kender andre, der  trækker det fra som firmacoaching/værktøjskurser. Hvad siger du?
Kh Kirsten

Kurser og uddannelse er et vanskeligt område, hvor man godt kan se en virksomhed få godkendt deltagelse i et kursus mens en anden får afslag.

Det er to hovedregler, du skal kende, for at kunne vurdere situationen:

1. Kurset skal medgå til at erhverve, sikre og vedligeholde din indkomst. Det vil sige, at hvis kurset har karakter af personlig udvikling vil man som regel få nej, men hvis indholdet er rettet mod f.eks. at skaffe mersalg, er der større mulighed for at få fradrag.

2. Der må ikke være tale om tilegnelse af nye kompetencer. Man kan trække udgifter fra til at vedligeholde sine færdigheder, ligesom “redskabskurser”, som du kalder det, hvor den selvstændige lærer f.eks. at lave og vedligeholde en hjemmeside, fordi det er billigere og/eller bedre end at købe en færdig udefra, som regel bliver godkendt.

Så er der egentlig også en tredie regel, men står lidt for egen regning og er mest en fortolkning af den praksis, jeg har set: Du skal drive din virksomhed erhvervsmæssigt forsvarligt, dvs. du skal arbejde hen imod at tjene penge og få overskud. Derfor kan udgifter til f.eks. coaching og kurser blive afvist som skattemæssige fradrag, hvis de virker “urimelige” i forhold til helheden i virksomheden: Et lille, nyt firma, for der ikke tjenes ret mange penge, kan ikke trække store udgifter fra til ledelsescoaching: Hvem er der at lede, når der ikke er nogen, der tjener penge hjem? Eller sagt på en anden måde: Jo større din bundlinje er, jo bedre argument har du for, at de valg, du træffer er rigtige.

Så: Jeg kan ikke uden at kende din virksomhed og dit regnskab udtale mig helt konkret om, hvorvidt dine udgifter til Milliøsemetoden og Gudindeskolen er skattemæssigt fradragsberettiget: Du må se på helheden og evt. spørge SKAT eller vise dit samlede regnskab frem for en ekspert inden for området.

I øvrigt omkring fradrag: http://bogenom.dk/fradrag.

Rejseafregningsskemaet 2011

Skrevet af Anette Sand den 10. januar 2011

Så har jeg fået opdateret rejseafregningsskemaet. Der er ikke så mange ændringer, fordi diætsatserne ikke har ændret sig fra 2010 til 2011, men kilometergodtgørelsen er steget og derfor ændret. Og så har jeg ændret en smule i teksten, så skemaet forhåbentlig er endnu lettere at bruge.

Rejseafregning – skema med 2011-takster hentes her (åbner som xls-fil).

Danløn – sidste løn i 2010

Skrevet af Anette Sand den 16. december 2010

Formodentlig kører din løn på skinner – men skulle du være forsinket eller hører du til de, som kun får løn udbetalt et par gange om året, er det her omkring årsskiftet, der kan opstå problemer.

I Danløn skal man både vælge en lønperiode og en udbetalingsdato. Det er nærliggende at tro, at hvis lønperioden er december 2010, vil lønnen blive registreret hos SKAT som 2010-løn, uanset at udbetalingsdatoen falder på et senere tidspunkt. Det er bare ikke tilfældet! Det er udbetalingsdatoen, der afgør, hvilket år lønnen bliver registreret i (undtagen for forudlønnede).

Når du åbner Danløn næste gang, vil du under generelle meddelelser finde en vejledning i årsafslutning 2010. Den kan du jo skimme igennem, hvis der er noget, du er i tvivl om.

Brevkasse: Privat Iphone overgår til firma

Skrevet af Anette Sand den 9. december 2010

Jeg har en iPhone, som jeg har købt privat. Jeg bruger den nu i min nystartede enkeltmandsvirksomhed – og vil gerne trække telefonen fra inden for multimedieordningen / -beskatningen. Jeg tænker derfor, at jeg som virksomhed vil købe
telefonen af mig selv privat, således at jeg kan få lavet en købstransaktion i min virksomhed.

Mit spørgsmål er så hvad jeg gør rent momsmæssigt. Jeg kan jo ikke udstede en
kvittering/regning privat inkl. moms, så der er vel ikke noget momsmæssigt i en sådan transaktion, eller hvad?

Mobiltelefonen kan indskydes til en realistisk brugtpris. Og du har ret: Der er intet momsfradrag i denne transaktion.

Dbh
Anette

Brevkasse: Kørepenge til fordragsholdere (ingen løn)

Skrevet af Anette Sand den 1. november 2010

Jeg har et spørgsmål som du muligvis kan hjælpe mig med. Er i gang med at arrangere Psykologi-konference på Aalborg Universitet. Nu er det bare sådan at vi jo er Psykologi-studerende og derfor også føler os temmelig udfordrede når det kommer til nogle af de økonomiske opgaver.

Hvordan er det, når vi har frivillige foredragsholdere, med deres kørselsgodtgørelse? De får ikke løn for deres foredrag, men vi vil gerne dække deres udgifter til transport. Hvor meget må vi give dem, og hvordan skal det foregå med udbetalingen? Tænker på at der under dit indlæg med skattefri kørselsgodtgørelse står at det skal dokumenteres og udbetales sammen med lønnen.

 Det er helt enkelt: I må gerne udbetale kørselsgodtgørelse med max. 3,56 kr. pr. kørt kilometer. Kørselsgodtgørelsen er skattefri for foredragsholderne, og siden I ikke udbetaler løn, kan I dokumentere udbetalingen ved at lave en afregningsseddel, som I sender til foredragsholderne før arrangementet, så de kan have den med til jer på selve dagen.

Afregningssedlen skal indeholde:

  • HjemadresseAdresse for arrangementet
  • Kilometertælling mellem arrangmentet og hjemadressen
  • Cpr.nummer
  • Navn
  • Adressse
  • Bankkonto, hvortil I kan overføre pengene

- og så er der ikke mere i det.

Brevkasse: Kørsel i samlevers bil

Skrevet af Anette Sand den 28. oktober 2010

Hej Anette,

Jeg har forsøgt at finde svar på din rigtig gode blog, men fandt intet der kunne besvare nedenstående spørgsmål.

Kan jeg udbetale kørepenge til en ansat (mig selv), som har kørt på kundebesøg i samlevers bil?

Hvis ikke, hvordan er da den korrekte måde at godtgøre kørslen på?

Jeg håber, du vil tage dig tid til at svare mig.

Venlig hilsen
Julie

Hej Julie.

Ja, det kan du, hvis du er registreret bruger af din samlevers bil.

Dbh
Anette