Tanker om digitalisering

Hvorfor er digitalisering så vigtig?

Det spørgsmål bliver jeg stillet igen og igen. Digitaliseringen har naturligvis lettet vores hverdag, men nu sker der noget stort, som kommer til at påvirke branchen ganske voldsomt.

Nogle frygter den tiltagende digitalisering. Men den kommer, uanset hvad. Så hvorfor ikke udnytte den til sin egen fordel?

Lige nu står vi over for et stort skridt opad, hvor en række af de mere ensformige bogføringsopgaver, der har fyldt meget alle årene, vil kunne blive løst automatisk.

De forskellige nye funktioner i regnskabssystemerne har lettet bogholderens arbejde mere og mere de senere år. Men der har stadig været meget manuelt arbejde. Når de manuelle opgaver med indtastning og kontering meget snart forsvinder, så er det tid til at tænke over, hvordan man vil forholde sig til sin hverdag. Og hvilke opgaver man vil løse fremover. For der er stor brug for folk, der kan hjælpe deres kunder med økonomien.

Som bogholdere er det ikke alene vores opgave at have styr på lovgivningen, men også på de muligheder, som it-udviklingen giver os. Og hvorfor ikke sætte vores præg på udviklingen?

Hvor vi indtil i dag mest har taget os af at indsamle og bogføre bilag, kan vi fremover bruge bilagene og vores indsigt i vores kunders økonomiske forhold til at tilbyde dem bedre overblik og et mere solidt grundlag for de økonomiske beslutninger, som de skal tage igen og igen. For intet er statisk. Hverken kundernes situation eller vores hverdag. Heldigvis, har jeg lyst til at tilføje.

Brug de nye muligheder digitaliseringen og automatiseringen giver for at skabe værdi for dine kunder.

Ingen kommentarer endnu.

Skriv et svar