Ny bogføringsguide fra SKAT (med overraskelser)

SKAT har lavet en ny bogføringsguide, som foreløbig kun er for selvstændige med momsregistreret enkeltmandsvirksomhed uden ansatte. De har ikke alle emner og typer bilag med endnu, skriver de, men foreløbig kan du få vejledning i at bogføre aviser, blade og bøger, bøder, rejser, rykkergebyrer, tøj og briller, biler, inkassoomkostninger, telefon og renter på gæld til det offentlige.

Guiden virker på den måde, at man vælger det af ovenstående emner, som bilaget omhandler, og så skal man udfylde bilagsdato, beløb og betalingsmetode. I næste vindue kan man uddybe, hvad man har købt. Var emnet f.eks. “briller”, kan man her vælge, om man har købt skærmbriller, beskyttelsesbriller eller almindelige briller. Så får man måske endnu et uddybende spørgsmål, skal til sidst godkende alle oplysningerne, og så får man vejledningen i hvordan man bogfører det – hvis der altså er skattemæssigt fradrag og/eller momsfradrag for udgiften.

I tilfældet med brillerne er det en lidt omstændelig omgang, når de ret hurtigt i første vindue kunne oplyse i en kort tekst, at der for en person med enkeltmandsvirksomhed uden ansatte – som guiden jo gælder – ikke er fradrag for hverken private briller eller skærmbriller. Så havde man sparet de klik og indtastninger.

Men man kan også få overraskelser – selv jeg, som ellers synes, jeg kender de fleste fradragsregler temmelig godt.

Prøv at gå ind på guiden her – SKATs bogføringsguide – og vælg emnet bøder. Lad os sige, at vi har fået en parkeringsbøde i vores varebil på gule plader:

  • Vælg en dato, skriv et beløb, og vælg en betalingsmetode.
  • Vælg ja til, at der er moms på bøden.
  • Vælg, at bilen er en varebil.
  • Vælg, at den kun bruges til erhvervsmæssige formål.
  • Vælg ja til, at den kun bruges til momspligtige aktiviteter.
  • Klik på Vis bogføringsforslag

Hvad forventer du at SKAT vil foreslå?

Der er ikke skattefradrag for parkeringsbøder (heller ikke selv om parkeringsfirmaerne kalder dem en “afgift”). Så langt var jeg enig med SKAT. Men her var det så, jeg blev overrasket, for prøv lige at se her:

Momsfradrag for bøder

Momsfradrag?

Staten har med bogføringsguiden også fået en officiel kontoplan. Den kan du se her: SKAT’s kontoplan

Og det er jo i sig selv interessant nok – en statsgodkendt kontoplan. Jeg skal lige have studeret den lidt nærmere for at finde ud af, hvor god den er – og det kommer I helt sikkert til at høre mere om på her på bloggen senere.

 


P.S. Du kan jo også købe Bogen om fradrag og bruge den som opslagsværk:

Bogen om fradrag 2016

, , , , , , ,

Ingen kommentarer endnu.

Skriv et svar