Ny bog på vej: Bogen om løn og lønbogføring med DataLøn

bogen-om-loen-webshopSå er det nu, jeg går og venter på trykkeriet – vi har nemlig en ny bog på vej:

Bogen om løn og lønbogføring med DataLøn.

Det er et stort skridt at gå fra 0 til 1 medarbejder i en virksomhed. Det er som regel et udtryk for, at der er gang nok i forretningen til, at det giver mening at udbetale lønninger. Det at få en medarbejder eller flere stiller nogle krav til virksomheden: Der skal være ansættelseskontrakter, ordnede forhold ““ og lønnen skal udbetales både rettidigt og korrekt. Taler vi om et selskab, hvor ejeren er eneste ansatte, er alt det med ansættelseskontrakter måske ikke så betydningsfuldt, da der er sammenfald mellem hvem der er ejer og hvem der er ansat. Men derfor skal det formelle omkring lønudbetalingen stadig være i orden.

Bogen om løn og lønbogføring med DataLøn handler om den administrative del af den væsentlige opgave: Lønbehandling. Altså beregning, udbetaling og bogføring. Jeg har valgt at bruge Bluegardens DataLøn som gennemgående eksempel i bogen: DataLøn er et kendt lønsystem (eller lønløsning, som Bluegarden selv kalder det), som kan håndtere både små og større virksomheders lønbehandling via internettet og bruges af over 60.000 virksomheder. Man kan mange ting i DataLøn, som jeg ikke kommer ind på bogen, fordi det faktisk er en meget avanceret lønløsning. Bogen er skrevet for bogholdere og selvstændige, som skal til at lave løn i DataLøn for første gang eller som er usikre på, hvordan bogføringen af lønbilagene foregår i et økonomisystem.

At lønnen bliver korrekt og rettidigt udbetalt er vigtigt i forhold til medarbejderen. Hvis den eneste medarbejder i virksomheden er ejeren af et selskab, er det med rettidigheden måske ikke så vigtigt. Men for alle andre ansatte er det med at få den rigtige løn på den forventede udbetalingsdag virkelig meget betydningsfuldt. Forsinkede lønudbetalinger sender uhensigtsmæssige signaler til medarbejderne, som med god ret kan overveje: Har de rod i bogholderiet eller er der lavvande i kassen?

Det er også vigtigt i forhold til det offentlige: Når du udbetaler løn, tilbageholder du en del af medarbejdernes penge til betaling af AM-bidrag, A-skat mv. Disse beløb skal afregnes både korrekt og rettidigt, ellers får du mere bøvl ud af det end nødvendigt.

At lønnen bliver bogført korrekt er vigtigt, for ellers bliver regnskabet ikke retvisende. I bogføringen kan man indbygge kontrolpunkter, sådan at afstemningen i forhold til SKAT bliver let at have med at gøre.

Bogen er delt op på den måde, at vi først kommer igennem de overordnede og generelle regler omkring lønmodtagere, lønsedlen og e-indkomst. Så bliver du præsenteret for, hvordan man laver løn i DataLøn og hvordan lønsedlen ser ud. Sidst i bogen gennemgår vi, hvordan du skal aflæse og bogføre et lønbilag og tjekke er det er korrekt bogført ved regnskabsårets afslutning.

Bogen udkommer på fredag. Men du kan allerede nu forudbestille den her.

, , , , ,

Ingen kommentarer endnu.

Skriv et svar