Betale skat i Danmark eller Norge?

Hej Anette,

1000 tak for en god og oplysende side!

Bagrund:  Jeg arbejder pt. som konsulent i Norge, har egen virksomhed(enkeltmands), registreret i DK. Jeg har kontrakt med Svensk/Norsk konsulentvirksomhed, som finder konsulenter til især skandinaviske virksomheder. Jeg sender mine faktura’er til den svenske afdeling, hvorfra jeg får betaling, men jeg arbejder fysisk i Norge til min danske bankkonto.

Min første kontrakt var 4 måneder med start i Maj-2010, den er så sidenhen blevet forlænget til 31. December-2010.

Mit Spørgsmål:  Hvor skal jeg betale skat?

Jeg har læst og hørt om en 180 dages regel, altså hvis man arbejder over 180 dage, så er man skattepligtig i det land man arbejder i. Har også læst, at for denne regel gælder må man ikke have været hjemme et vist antal dage i løbet af de 180 dage. Jeg har flere kollegaer(far Sverige og DK), som er registreret som statsborger i Norge(dvs. de har fået personnummer og har bankkonto i norge). Men de vidste på forhånd de skulle arbejde i Norge, mere end 180 dage, hvilket jeg ikke vidste på forhånd. Så derfor har jeg ikke registreret mig i Norge.

Tak for de pæne ord om bloggen.

Jeg har været “ude i byen” – dvs. hos min revisor, Søren Revsbæk, for at få hjælp til svaret – det er godt med et godt netværk. Du skal betale skat i Danmark, så længe du har fast bopæl i Danmark. Det er udgangspunktet.

Derudover kan det være, at du skal registreres og betale skat i Norge (med efterfølgende nedslag i den danske skat), når du nu arbejder i Norge i længere periode. Det er jeg dog ikke sikke på, at du skal, fordi du ikke er lønmodtager men selvstændig, det vil sige: Din virksomhed befinder sig stadig i Danmark, uanset at dit arbejde foregår i udlandet. Havde du været lønmodtager ville jeg ikke være i tvivl om, at du også skulle registreres i Norge og betale norsk skat.

Det er nok bedst, at du spørger de norske myndigheder. Jeg kan forestille mig, at det først er aktuelt, hvis du registrerer sin virksomheder i Norge med norsk momsnummer – men som sagt er det bedre at spørge de norske myndigheder for en sikkerheds skyld.

Dbh
Anette

, , ,

9 kommentarer til Betale skat i Danmark eller Norge?

  1. Martin Morfjord 20. marts 2011 at 00:14 #

    Hej Anette
    Jeg har været en flittig læser af din blog! Og er meget taknemlig for dit skriveri!!! Verden er nu en gang smuk med bloggere som dig!

    Jeg står i den situation, at jeg er ved at flytte til Norge, og bliver lønmodtager i Norge. Men jeg kommer stadig til at havde nogle sideindtægter fra min danske enkeltmandsvirksomhed. Spørgsmålet er da; kan man det? Kan jeg stadig køre min enkeltmandsvirksomhed videre, selvom jeg bliver bosiddende i Norge?
    På forhånd tak for svar.
    MVH
    Martin Morfjord

  2. Anette Sand 20. marts 2011 at 00:53 #

    Du kan godt bevare din danske virksomhed, selvom du bor i Norge. Virksomheden skal have fast forretningssted i Danmark, hvorfra alle aktiviteter udgår. Som hovedregel skal man betale skat af indtægter i det land, de er tjent, så du bliver delvist skattepligtig i Danmark.

    Dbh
    Anette

  3. Henrik Schneiderr 21. november 2013 at 18:02 #

    Hej Annette,

    Jeg ser din blog er fra 2010, og jeg ved ikke reglerne var de samme som idag.
    MEN jeg arbejder ugentligt fast i Norge, og holder weekend i DK, hvor jeg også har min faste bopæl.
    Sådan har jeg arbejdet det sidste år (og nogle år tilbage) Både det danske og det norske skattevæsen har alle de 5år som jeg har haft tilknytning til Norge været 100% enige om at man (enkelt personen) skal betale skat i det land hvor arbejdet bliver udført. Dette betyder i teorien at hvis jeg flyver til Norge for at arbejde 10timer og de næste 3 dage arbejder jeg i DK 30timer, så skal jeg betale skat 10timer i norge og 30timer i DK.
    I praksis bliver det selvsagt lidt vanskeligt at styre, men sådan er jeg blevet fortalt af både skat dk, skat norge, og min danske revisor.
    Info. gennemsnits skatteforskel mellem Norge og dk er 18% mindre i norge, end i DK.
    Årsagen til alt dette er sambeskatnings aftale mellem de nordiske lande som lige netop har til hensigt at tillade naboland arbejde.
    Hvordan virksomheds beskatning er ved jeg intet om.

  4. Anette Sand 22. november 2013 at 10:55 #

    Hej Henrik

    Tak for dit indlæg, som har interessante oplysninger om beskatningen. Det er meget fint, at du deler dine erfaringer. Jeg ved ikke selv særlig ret meget om den slags, og hvis Regnskabsskolen får kunder, som har personlig, udenlandsk indkomst, har vi en revisor, som hjælper os. Netop fordi vi ikke skal risikere at snyde nogen for noget – hverken kunden, det danske skattevæsen eller et andet land.

    Dbh.
    Anette

  5. Lars 21. marts 2014 at 15:04 #

    Hej! Tak for input! Men hvad nu hvis man udrejser fra Danmark til Norge (i mere end 6 mdr. pga. norsk kæreste og fertilitetsbehandling i Norge), opsiger sin lejebolig i DK men skal beholde sit enkeltmandsfirma i DK, hvor kunderne er. Skal/kan man så registrere sit firma hos en ven eller på en Firmahotel adresse i DK? Og hvor skal man betale skat, når alt arbejde udføres via computer fra kunder i DK og fakturaer udgår/indgår udelukkende i DK?

  6. Lars 21. marts 2014 at 16:15 #

    … når arbejde udføres via computer FOR kunder i DK og fakturaer udgår/indgår udelukkende i DK… (skulle der stå)

  7. Anette Sand 22. marts 2014 at 01:38 #

    Hej Lars

    Det er ikke tilladt at eje en dansk enkeltmandsvirksomhed, hvis man ikke er bosiddende i Danmark. Hvis man flytter til Norge, kan det lade sig gøre at lave et norsk firma, eller enkeltmandsvirksomheden kan omdannes til et ApS (eller IVS), hvor det kan lade sig gøre at organisere sig sådan, at ejeren ikke er i landet – det skal dog være muligt at træffe selskabets ledelse på selskabets danske adresse.

    Du er velkommen til at kontakte mig pr. mail, hvis du vil fortsætte diskussionen om, hvad du kan gøre helt konkret.

    Dbh.
    Anette

  8. Lene Brixen 23. oktober 2014 at 00:10 #

    Hej Anette
    Er du bekendt med et krav om norsk ID-nr., når man sender faktura på arbejde (undervisning) udført i Norge, fra en dansk enkeltmandsvirksomhed? Den norske filmskole siger, at de norske skattemyndigheder kræver, at man får et midlertidigt ID-nr. for at kunne udbetale. Vi har sendt dokumentation både pr. mail og post. Fakturaen blev sendt i marts, og vi har stadig ikke fået betaling i oktober.
    Kan det virkelig være rigtigt, at man skal skatteregistreres for at kunne få betaling for en faktura?
    På forhånd tak for eventuelt svar.
    Vh Lene

  9. Anette Sand 23. oktober 2014 at 09:57 #

    Hej Lene

    Desværre kan jeg ikke hjælpe dig, for jeg kender ikke til den regel om norsk ID-nummer, du beskriver. Men jeg vil forhøre mig i netværket og vender tilbage, hvis jeg finder ud af noget relevant.

    Dbh.
    Anette

Skriv et svar