Udbetaling af løn i til sporadisk ansatte

Hvis jeg i et enkeltmandsfirma skal have hjælp et et par dage uden gentagelser, hvordan kan jeg så udbetale løn lovligt? Jeg kan jo ikke ansætte folk i et enkeltmandsfirma, så hvad gør man?

Der er nu ingen hindringer for, at du ansætter folk, selvom du har et enkeltmandsfirma. Så vidt jeg ved, var Jysk Sengetøjslager et enkeltmandsfirma frem til omdannelsen til A/S i 1989, og der var dog nogle ansatte. Inloco er også (indtil videre) et enkeltmandsfirma, og jeg har også ansatte.

Du kan derfor betale løn som alle andre. Er der tale om et enkeltstående tilfælde, kan du udbetale et honorar som B-indkomst, hvilket vil sige, at beløbsmodtageren selv skal afregne skatten. Du skal bruge cpr-nummeret, så du kan oplyse det til SKAT, hvis ikke den pågældende laver en faktura til dig.

Hvis det skal ske flere gange, kan det svare sig for dig at etablere dig med et lønsystem, f.eks. Danløn, hvor du kan få årsopgørelser og lønsedler lavet automatisk og for næsten ingen penge. Det koster kun noget i de måneder, hvor du bruger det. I så fald skal du også udfylde en ændringsblanket til SKAT, hvor du gør opmærksom på, at du nu er arbejdsgiver med sporadiske lønudbetalinger.

6 kommentarer til Udbetaling af løn i til sporadisk ansatte

  1. Rasmus 10. august 2009 at 12:01 #

    Jeg står i samme situation, men kan ikke finde ud af hvor eller hvordan jeg indberetter min enkelte udbetalte honorar til skat.
    Jeg kan ikke tilmelde mig E-løn på tastselv (sikkert fordi jeg har enkeltmandsfirma).
    Er det noget som skal ske til årsregnskabet?

    håber du kan hjælpe. Vh Rasmus

  2. Anette 10. august 2009 at 20:48 #

    @Rasmus: Du skal ændre din registrering, ellers ved SKAT ikke, at du prøver at indberette honorarer. Det er blanket 40.002, og du kan finde den her: http://webregforum.pro.dir.dk/log/eogs/library/registrering_aendring_fillprint.pdf

    Når ændringen er registreret, vil du kunne indberette via eIndkomst. (Men overvej nu et lønsystem – det er det hurtigste og billigste i længden.)

    /Anette

  3. Vivi Busch-Christensen 1. februar 2010 at 20:46 #

    Hej Anette
    Jeg kom tilfældig ind på din spændende hjemmeside i forbindelse med at jeg googlede om beregning af løn.
    Jeg overvejer at omdanne mit enkeltmandsfirma til ApS eller A/S. Der er kommet nye regler omkring dette så vidt jeg ved, er det noget du kan rådgive om/anbefale? Hvorfor omdannede du dit ApS til AS?!
    På forhånd tak for svar !
    Hilsen Vivi Busch-Christensen

  4. Anette 1. februar 2010 at 21:31 #

    Hej Vivi

    Jeg har skrevet et indlæg om det her: http://anettesand.dk/2007/omdannelse-fra-is-til-aps/. Det handler mest om de mere generelle spørgsmål.

    Hvorfor jeg lige valgte at omdanne fra enkeltmandsvirksomhed til selskab? Det skyldes mange ting, bl.a. at omdannelsen og den professionelle bestyrelse, jeg har fået, har været medvirkende til en fortsat vækst og udvikling i virksomheden.

    Dbh
    Anette

  5. Michael 23. februar 2011 at 10:55 #

    Hej Anette

    Jeg har mit eget selskab, hvor jeg har fået ansatte.De er ikke lige aktive i alle måneder, hvorfor jeg vil foretrække kvartalvis afregning. Kan jeg oprette mig som sporadisk afregner så?

  6. Anette Sand 24. februar 2011 at 23:18 #

    Hej Michael

    Med mindre de ansatte er dig selv og din familie, vil lønmodtagerne nok ikke finde sig i at skulle vente op til tre måneder på deres løn. Teknisk KAN det lade sig gøre, men det vil være usædvanligt. I dit sted ville jeg oprette mig som almindelig arbejdsgiver og så lave en 0-indberetning de måneder, der evt. ikke har været nogen ansatte og derfor ingen lønudbetaling.

    Dbh
    Anette

Skriv et svar